VEDTÆGTER
for
DANSK BOOLOGISK SELSKAB
- et selskab for kvægproduktion og sundhed.
Stiftet den 12.10.1984.
§ 1
Selskabets navn er Dansk Boologisk Selskab, et selskab for kvægproduktion og sundhed.
§ 2
Selskabets formål er at:
a. Fremme kendskabet til optimal kvægavl og - produktion, til produktkvalitet og til dyrenes sundhed og velfærd.
b. Fremme kendskabet til aktuelle sygdomsproblemer, deres bekæmpelse og forebyggelse.
c. Skabe et forum for tværfaglig diskussion af kvægbrugets problemer og stimulere fremskaffelsen af ny viden.
Disse formål tilgodeses ved afholdelse af møder, kurser og anden informationsvirksomhed.
§ 3
Selskabets grundlag og medlemmer er dyrlæger, agronomer og andre personer med tilknytning til rådgivning, undervisning og forskning på kvægområdet.
Selskabet kan også optage medlemmer med anden baggrund, der arbejder i erhvervsvirksomheder, kvægavlsforeninger, landboorganisationer eller lignende, der arbejder indenfor områder, der omfattes af selskabets formål.
Indmeldelse i selskabet sker ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Alle indmeldelser skal forelægges den førstkommende generalforsamling til godkendelse.
Udmeldelse af selskabet skal ske skriftligt til bestyrelsen. Udmeldelse sker desuden automatisk, hvis kontingent betaling ikke er sket senest 14 dage efter udsendelse af rykkerskrivelse. Genindmeldelse kan derefter ske under forudsætning af samtidig indbetaling af eventuelle restancer.
§ 4
Selskabets regnskabsår følger kalenderåret. Medlemskontingentets størrelse fastsættes af bestyrelsen.
§ 5
Selskabet ledes af en bestyrelse på syv personer. Disse opstilles og vælges på den årlige generalforsamling. Valget gælder for 3 år ad gangen, således at der hvert år afgår 2 medlemmer, hvert 3. år dog 3 medlemmer (første gang ved generalforsamlingen i 1990).
Opstilling til bestyrelsens poster foregår ved skriftlig tilkendegivelser indtil generalforsamlingens start, samt under generalforsamlingen med mundtlig opstilling. Valg foregår skriftligt.
Opstilling og valg til b bilagskontrolanter foregår mundtligt.
Af bestyrelsens medlemmer skal mindst 2 være agronomer med tilknytning til kvægbrugsrådgivning, mindst 2 have hovedbeskæftigelse i veterinær landpraksis og mindst 2 være ansat ved veterinære/landbrugsvidenskabelige forskningsinstitutioner.
Den, der ved valg til de enkelte grupper får næsthøjest stemmetal, er valgt som suppleant for gruppen.
Bestyrelsesmedlemmer kan kun genvælges én gang.
Selskabet har to bilagskontrolanter. Generalforsamlingen vælger hvert år én bilagskontrolant for en to-årig periode. Den, der ved valget af bilagskontrolanter får næsthøjest stemmetal, er valgt som suppleant for bilagskontrolanterne.
Intet medlem kan nægte opstilling og valg til bestyrelsen og bilagskontrolant. Intet medlem er pligtigt til at modtage genvalg.
§ 6
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer.
Bestyrelsen nedsætter de udvalg, den finder nødvendige. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen oppebærer et honorar for bestyrelsesarbejdet svarende til arbejdsgruppehonorar pr. bestyrelsesmøde, dog max. kr. 5000 pr. år pr. bestyrelsesmedlem, herudover udbetales der kørselsgodtgørelse.
Deltagelse i arbejdsgrupper honoreres med et beløb fastsat af bestyrelsen.
§ 7
Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.
Generalforsamlingen afholdes én gang årligt i 2. kvartal. Generalforsamlingen skal ved brev til medlemmerne indvarsles mindst tre uger før afholdelse.
Denne udsendelse indeholder liste over nye medlemsemner.
Generalforsamlingens dagsorden:
a. Valg af dirigent.
b. Godkendelse af nye medlemmer.
c. Bestyrelsens beretning om selskabets aktivitet i det forløbne år.
d. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse.
e. Fremlæggelse af budget for indeværende år.
f. Forslag fra bestyrelsen og/eller medlemmer.
g. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter for disse.
h. Valg af bilagskontrolant og suppleant
i. Eventuelt.
Medlemmerne kan senest 1. februar skriftligt tilstille bestyrelsen motiveret forslag til behandling under generalforsamlingens dagsorden punkt f. Hvis intet andet udtrykkeligt er nævnt i selskabets vedtægter, kan beslutningen på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal blandt de stemmeberettigede tilstedeværende.
Vedtægtsændringer kan kun vedtages, såfremt forslag herom fremgår af den udsendte dagsorden.
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller når 25 % af medlemmerne skriftligt til bestyrelsen fremsætter ønske herom. Afholdelse af ekstraordinær generalforsamling skal ske senest seks uger efter, at kravet er modtaget af bestyrelsen, og indkaldelse skal ske med 2 ugers varsel.
§ 8
Forslag om eksklusion kan fremsættes af bestyrelsen eller 25 % af samtlige stemmeberettigede medlemmer og afgøres på en generalforsamling.
Et eksklusionsforslag kan kun effektueres, såfremt 2/3 af de på en generalforsamling værende stemmeberettigede medlemmer stemmer for det.
§ 9
Beslutning om selskabets ophør kan træffes på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af stemmeberettigede medlemmer er til stede, og mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer stemmer for. Hvis der på den pågældende generalforsamling ikke er 2/3 af selskabets stemmeberettigede medlemmer til stede, men de tilstedeværende medlemmer ved simpelt flertal stemmer for opløsning, skal der mindst 6 uger og højest 8 uger senere afholdes ekstraordinær generalforsamling. Ved denne generalforsamling kan opløsning vedtages ved simpelt stemmeflertal.
Ved selskabets opløsning træffes samtidig beslutning om anvendelse af en eventuel formue. Midlerne må ikke deles blandt medlemmerne, men skal henlægges i fonde med forskningsmæssige formål.
Eventuel gæld skal dækkes ind af selskabets medlemmer.
Disse vedtægter er godkendt på generalforsamlingen på Hotel Pejsegården i Brædstrup den 14. april 2011